Acts 20

1Men efterat denne Larm var stillet, kaldte Paulus Disciplene til sig, og tog afsked og begav sig derfra, for at reise til Macedonien. 2Og der han var dragen igjennem disse Egne, og havde formanet dem med megen Tale, kom han til Grækenland. 3Der tøvede han i tre Maaneder, og da Jøderne havde et Anslag for imod ham, naar han vilde reise til Syrien, blev han tilsinds at vende tilbage igjennem Marcedonien. 4Da drog med ham indtil Asia Sopater fra Beroea, men af Thessalonikerne Aristarchus og Secundus, og Cajus fra Derbe og Timotheus, men af Asiaterne Tychicus og Trophimus. 5Disse gik forud og biede paa os i Troas. 6Men efter de usyrede Brøds Dage seilede vi ud fra Philippe, og kom paa femte Dag til dem til Troas, hvor vi tøvede syv Dage. 7Men paa den første Dag i Ugen, der Disciplene vare forsamlede at bryde Brødet, holdt Paulus en Tale til dem, da han vilde den anden Dag reiste bort og forlængede Talen indtil Midnat. 8Men der vare mange Lamper paa Salen, hvor de vare forsamlede. 9Men der sat en ung Karl, ved Navn Eutychus, udi et Vindue; han var falden i en dyb Søvn, der Paulus talede saa længe, og betagen af Søvnen faldt han ned fra tredie Loft og blev tagen død op. 10Men Paulus gik ned og kastede sig over ham og omfavnede ham og sagde: gjører ingen Larm; thi hans Sjæl er i ham. 11Men han gik op igjen og brød brødet og nød deraf, og talede endnu længe med dem indtil Dagningen, og derpaa drog ham bort. 12Men de bragte det unge Menneske levende, og vare ikke lidet trøstede. 13Men vi, som vare gangne forud tilskibs, fore til Assus og vilde derfra tage Paulus ind; thi saaledes havde han anordnet, da han selv vilde gaae tillands. 14Men der han kom til os i Assus, toge vi ham ind og kom til Mytilene. 15Og vi sejlede derfra og kom anden Dagen ligeoverfor Chios; Dagen derpaa lagde vil til Samus, og blev over i Trogilium, og kom næste Dag til Miletus. 16Thi Paulus havde besluttet at sejle Ephesus forbi, at det ikke skulde hændes, at han blev opholdt i Asia; thi han hastede for at være i Jerusalem paa Pintsedagen, om det var ham muligt. 17Men fra Miletus sendte han til Ephesus, og lod kalde til sig Menighedens Ældste. 18Men der de kom til ham, sagde ham til dem: I vide, hvorledes jeg har været hos Eder den ganske Tid igjennem, fra den første Dag jeg kom fra Asia, 19at jeg har tjent Herren med al Ydmyghed og under mange Taarer og Fristelser, som mig ere vederfarne ved Jødernes Efterstræbelser; 20hvorledes jeg har Intet forholdet af det, som kunde være nyttigt, at jeg jo forkyndte Eder det og lærte Eder offentligen og i Eders egne Huse, 21idet jeg vidnede baade for Jøder og Græker om Omvendelse til Gud og Tro til vor Herre Jesus Christus. 22Og nu see, tvungen af Aanden drager jeg til Jerusalem, og veed ikke, hvad mig der skal vederfares, 23uden at den Hellig Aand vidner i hver Stad og siger, at Baand og Trængsler bie paa mig. 24Men jeg agter Intet, holder og ikke mit Liv selv dyrebart, paa det jeg kan fuldkomme mit Løb med Glæde og den Tjeneste, som jeg har annammet af den Herre Jesus, at forkynde Guds Naades Evangelium. 25Og nu see, jeg veed, at I alle, iblandt hvilke jeg har vandret og prædiket Guds Rige, ikke mere skulle se mit Ansigt. 26Derfor vidner jeg for Eder paa denne Dag, at jeg er reen fra Alles Blod; 27thi jeg forholdt ikke, at jeg jo forkyndte Eder alt Guds Raad. 28Saa giver Agt paa Eder selv og den ganske Hjord, blandt hvilken den Hellig Aand satte Eder som Tilsyndmænd, at vogte Guds Menighed, hvilken han forhvervede med sit eget Blod. 29Thi jeg veed dette, at der skal indkomme svare Ulve ibland Eder efter min Bortgang, som ikke skulle spare Hjorden. 30Og af Eder selv skulle opstaae Mænd, som skulle tale forvendte Ting at drage Disciplene efter sig. 31Derfor vaager og kommer ihu, at jeg har ikke afladet i tre Aar, Nat og Dag, at paaminde enhver af Eder med Taarer. 32Og nu, Brødre! befaler jeg Eder Gud og hans Naades Ord, som er mægtigt at opbygge Eder, og at give Eder Arv iblandt alle de Helligede. 33Jeg har ikke begjeret Nogens Sølv, eller Guld eller Klædebon. 34Men I vide selv, at disse Hænder havde tjent for min Nødtørft og for dem, som ere med mig. 35Jeg viste Eder i alle Ting, at det bør os saaledes at arbeide og komme de Srøbelige til Hjælp, og at ihukomme den Herres Jesu Ord, hvorledes han selv har sagt: saligt er det at give, hellere end at tage. 36Og der han havde sagt dette, faldt han paa sine Knæ og bad med dem alle. 37Og de brast alle i heftig Graad, og de faldt om Paulus' Hals og kyssede ham. 38Og meest smertede dem det Ord, han havde sagt, at de ikke mere skulde see hans Ansigt. Men de ledsagede ham til Skibet.